Ruten

Ruten følger strande, skovveje, mindre stier, markveje, går over enge med græssende dyr og langs små asfalterede veje.

Kystruten åbner for et hav af muligheder for en tur eller ferie med masser af kvalitetstid, sunde udfordringer og eventyrlige oplevelser, hvad enten du er alene eller sammen med andre.

Det er skønt at gå langs vandet, men også godt at variere turen så du  får fast grund under fødderne og kommer op i landet. Herfra ser du den fantastiske udsigt - ind over øen og ud over fjorden.

Det er blevet fortalt

Da Vorherre havde skabt det europæiske kontinent, ville han pryde toppen med et ganske lille land, der trods sin ringe størrelse skulle bestå af en mængde forskelligartede landskabstyper. For ikke at glemme noget skabte han en model.

Da arbejdet var gjort ville Vorherre kassere modellen, men han blev slået af dens skønhed og ombestemte sig. Han ville placere den i Limfjordens blå vande, men måtte hive og strække den lidt, før den faldt på plads mellem Thy og Salling. Der ligger den den dag i dag og kendes under navnet Mors, hjertet i nordvest.