Agerø, Skibsted Fjord og det sydvestlige Mors
Fjordområdet i det sydvestlige Mors ved Agerø og Skibsted Fjord er enten fredet eller udlagt som naturreservat, hvilket ligeså gælder fredningerne af Rotholm og Stenklipperne. Store dele af denne region indgår i Natura 2000-område nr. 42, som bl.a. omfatter Agerø, Glomstrup Vig, Tissing Vig, Karby enge og Mågerodde. Landskabet karakteriseres ved strandenge og lavvandede fjordområder med ålegræs.
Området er et af de vigtigste rastepladser for den lysbugede knortegås, der med en bestand med kun få 1000 individer må betegnes som en sjælden fugl. Men mange andre fuglearter kan naturligvis også ses i området.
Fugleværnsfonden har siden 1982 været ejer af 27 ha strandenge på Agerø, og Aage V. Jensens fonde ejer Mågerodde (ca. 50 ha).
Gode observationssteder : udsigtsplatform ved Mågerodde (Ørndrupvej 121), Agerø-dæmningen, udsigtsskjul til Fugleværnsfondens strandenge (Agerøvej 32). Fra havnen ved Tissinghuse er der godt overblik over Glomstrup Vig, som især om vinteren kan have mange rastende vandfugle. Sammesteds er der adgang til dæmningen mellem Tissing Vig og Søndervig - som regel er der spor efter odder på dæmningen. Her er også et udsigtsskjul.