Klovbakker er en efterladt råstofgrav, hvor man i 1960'erne gravede moler, der blev kørt til teglværkerne og lavet til molersten.
Graven har, siden den blev efterladt i 1979 ligget stort set uberørt hen og har undergået en naturlig udvikling med tilgroning. Før udgravningen var Klovbakker den østligste af molerbakkerne på Nordmors, der er formet af is-fremstød under sidste istid, som sluttede for 20.000 år siden.
I 2018 vandt Morsø Kommune sammen med Silkeborg Kommune hovedpræmien i en konkurrence om at skabe landets bedste projekt for bevarelse af sommerfugle. Kommunen fik dermed 100.000 kroner til at føre projektet ud i livet. Det var Danmarks Naturfredningsforening og firmaet A. Vogel, der stod bag konkurrencen.
Klovbakker rummer en spændende og rig natur, hvor den truede markperlemor sommerfugl (Argynnis aglaja) tidligere er blevet observeret. Formålet med projektet i Klovbakker er at lave en permanent sommerfuglelokalitet, som forbedrer forholdene for specielt markperlemor sommerfuglen, men også de andre dagsommerfugle som er spottet i området. De danske dagsommerfuglebestande er i stærk tilbagegang og en af grundene hertil, er tilgroning af dagsommerfuglenes levesteder.
Klovbakker rummer mange af de kvaliteter, der skal til for at have en frodig sommerfuglefauna. Desværre er området ved at gro til i vedplanter. Morsø kommune ønsker derfor med dette projekt at stoppe tilgroningen i Klovbakker og tynde ud i bevoksningen, således at Klovbakker kan blive til en mangfoldig sommerfuglelokalitet. Kommunen vil sætte kvæg på arealet, så græsset bliver holdt nede. Samtidig ryddes der en kratbevoksning og materialet bruges til kvashegn og insekthoteller.
Siden 2018 år har Morsø Kommune gjort en kæmpe indsats, og Klovbakker er stille og roligt begyndt at transformere sig om til det ideelle sted for Markperlemorsommerfuglen, men også andre interessante arter har fundet sin plads i den gamle molergrav.
Kommunen har fået indhegnet dele af området, og har udsat tre Skotske Højlandskvæg, hvis opgave er at holde græsset nede i vinterhalvåret. I sommerhalvåret bliver dyrene fjernet fra området igen, så blomsterplanterne kan få lov til at give nektar til sommerfuglene samt at smide frø.
Området ser markant anderledes ud, da store træer og buske er blevet fjernet for at stoppe tilgroningen af det fremtidige sommerfugleparadis. Materialet der er blevet fældet, er blevet liggende og virker på den måde som et naturligt insekthotel. Insekterne kan f.eks. søge læ, forpuppe sig, overvintre eller lægge æg i det væltede materiale.
Stisystemet er blevet forbedret, så det er lettere for besøgende at gå op af de høje skråninger, og få et udkig ud over Thisted Bredning. Shelterpladsen på området ligger uden for indhegningen, og er stadig flittigt besøgt af skolebørn og overnattende gæster. På vejen fra shelterpladsen ned til lågen til indhegningen, bliver man mødt af en flot informationstavle, der fortæller om nogle af dyrene, der er at se i Klovbakker.
Det ser ud til at de nye tiltag, har givet en indvirkning på insektlivet i området. Der er blevet fundet flere sommerfuglearter, og de græssende køer har givet levested for mange billearter. Kommunen har blandt andet registreret de, for øen, sjældne billearter Krumbenet Ådselgraver, stor jagtrovbille, stor møgbille og rødbenet møgbille. Der er også blevet fundet en lille bestand af djævelsbid, som er værtsplanten for den sjældne sommerfugl Hedepletvinge.
Alt i alt er vi i lokalafdeling ovenud tilfredse med kommunens indsats og stolte af projektet. Vi er spændte på, hvad fremtiden bringer Klovbakker. Da tiltagenes fulde virkning først kommer til at kunne ses efter mange år - da god natur tager lang tid at opbygge – glæder vi os til at følge udviklingen i Klovbakker.
Hvis du ikke har set Klovbakker endnu, vil vi helt sikkert anbefale en tur ud til området, og hvis man er meget heldig, kan det være, at man ser en Markperlemorssommerfugl