Ruter på Mors

Gå til indhold

Det er skønt at være på egen hånd i naturen

På Mors finder du mange stier og forslag til ruter du kan lade dig inspirere af. Her er et lille udvalg. Find yderligere oplysninger om ruterne nederst på siden.

Kystruten

En tur der vil lede dig gennem en fuldstændig unik og fantastisk variation i landskaber og naturformer.

Ruten følger strande, skovveje, mindre stier, markveje, går over enge med græssende dyr og langs små asfalterede veje.

Kystruten åbner for et hav af muligheder for en tur eller ferie med masser af kvalitetstid, sunde udfordringer og eventyrlige oplevelser, hvad enten du er alene eller sammen med andre.

Det er skønt at gå langs vandet, men også godt at variere turen så du  får fast grund under fødderne og kommer op i landet. Herfra ser du den fantastiske udsigt - ind over øen og ud over fjorden.

Legind-Højris området

Legindbjerge og Højris Plantager er et stort fredet skovområde i et bakket landskab på sydøstsiden Mors. Skoven ejes af en stor kreds af morsingboer, og formålet med driften er, at den skal være en lystskov for både lokale og turister. Det højeste punkt i området er den 52 meter høje Bavnehøj.

I området findes også Legind Sø eller Legind Vejle, som området tidligere hed. Søen var oprindelig en lille fjord, og vikingerne havde en landsby her.

Morsø Kommune har udarbejdet en vandretursfolder for Legind-Højris området.

Kløverstierne

En Kløversti består af fire ruter, der alle udgår fra et nulpunkt - i Nykøbing Mors` tilfælde på havnen foran turistbureauet. Hver af de fire ruter har en bestemt længde og farve. I Nykøbing er her 25 km ordinær Kløverstisystem samt ca. 10 km for dem, der gerne vil lidt mere på skov- eller fjordtur. Disse bliver kaldt off road og markeres med særlig skilt.

Grøn Kløver: "Byens Charme" på 2,5 km
Oplev havnen, de gamle fiskerkvarterer, de nænsomt restaurerede bygninger og gågaden. Desuden præsenteres du også for en forsmag på fjordens åbne vidder.

Rød Kløver: "Liv i Nordbyen" på 7,5 km
Vi kommer gennem anlæg, gennem skønne og forskellige villakvarterer langs fjorden - til charmerende rækkehuse. Ruten sluttes af med en unik tur gennem Nykøbing Kirkegård, inden vi igen når livet på Havnen.

Blå Kløver: "Ørodde" på 5 km
Havnen, fjorden, skoven, stranden, anlægget og kirkegården udgør tilsammen en skøn variation af naturoplevelser, samt en rundtur i øens vigtigste industrihistorie.

Grå Kløver: "Fjordvandring" på 11 km
Mors er den største ø i Limfjorden, så der er meget fjord - denne kløver byder dog også  - trods navnet - på gågade, spændende villakvarterer og åbne grønne områder. Dette kombineret med fjorden gør ruten særlig for dem, der gerne vil ud på en lidt længere tur.

Hjertestier

Hjerteforeningen har anlagt hjertestier flere steder på Mors